Uddannelsen:
Her på siden finder du relevante informationer om elektrikeruddannelsens indhold, opbygning og dine muligheder.
Er du nysgerrig på uddannelsens oplæring? Eller har du ambitioner om at blive den dygtigste elektriker? Så kan du roligt læse videre her.
Informercial
Se film om elektrikeruddannelsens opbygning og de mange muligheder uddannelsen giver dig.
Fakta om uddannelsen
Opbygning
Elektrikeruddannelsen er en 4-4½-årig erhvervsuddannelse, der består af en kombination af skoleperioder og oplæring i en virksomhed.
Uddannelsen består af:
- Et grundforløb på 20 uger
- Den fælles del af hovedforløbet på i alt 21 uger
- 4 eller 5 fagmoduler af 4 ugers varighed
Mellem skoleperioderne, som i alt udgør 60-65 uger, er du i oplæring i en virksomhed. Der er typisk 6-8 måneder mellem skoleopholdene.
Opbygning før 1. august 2023
For lærlinge, der er startet på elektrikeruddannelsen før 1. august 2023, består uddannelsen af:
- Et grundforløb på 20 uger
- 1 hovedforløb på 16 uger
- 4 eller 5 fagmoduler af 4 ugers varighed
Mellem skoleperioderne, som i alt udgør 55-60 uger, er du i oplæring i en virksomhed. Der er typisk 6-8 måneder mellem skoleopholdene.
Grundforløb 1
Har du afsluttet 9. eller 10. klasse for mindre end to år siden, begynder du først på et 20-ugers grundforløb (GF1).
Her får du en bred introduktion til erhvervsuddannelsen og bliver undervist i emner som fx arbejdskultur, samfund, sundhed og lærepladssøgning.
Grundforløb 2
Alle elektrikerlærlinge skal gennemføre grundforløb 2 (GF2) med 20 ugers uddannelsesspecifik undervisning.
Herudover opnår du kompetencer inden for i matematik (D-niveau), dansk (E-niveau) og fysik (E-niveau), som er krav for at kunne fortsætte på uddannelsens hovedforløb.
Hovedforløb
Den fælles del af hovedforløbet består af 2 skoleperioder (H1 og H2) på i alt 21 uger, som er opdelt af en oplæringsperiode i en virksomhed. Det betyder, at du på den fælles del af hovedforløbet veksler mellem undervisning på en erhvervsskole og oplæring i en virksomhed. Skoleperioderne har en varighed på hhv. 10 og 11 uger.
Indholdet har udelukkende el-faglig karakter og består bl.a. af:
- El-teori og installationsteknik
- Grundlæggende automatik
- Kommunikationsnetværk
- Måleteknik, dokumentation, kvalitetssikring og el-sikkerhed
- Kundeservice og hele tekniske løsninger
Her får du viden og kompetencer, der gør dig i stand til selvstændigt at udføre grundlæggende installationsarbejde i bolig, erhverv og industri.
For lærlinge, der er startet på elektrikeruddannelsen før 1. august 2023, består hovedforløbet af 16 ugers undervisning på en erhvervsskole og en oplæringsperiode i en virksomhed. Den enkelte skole kan i samarbejde med det lokale uddannelsesudvalg beslutte, at de lærlinge, der har afsluttet GF2 i 1. halvår 2023, kan overgå til den nye elektrikeruddannelse (overgangsordning).
Moduler
De sidste 2-2½ år af uddannelsen bygges op omkring 32 valgfrie moduler af 4 ugers varighed hver. Her skal du i samarbejde med din oplæringsvirksomhed vælge 4-5 moduler. Modulerne er din mulighed for at specialisere dig i en bestemt retning inden for bygningsautomatik, offshore, højspænding eller andre spændende fagområder.
Læreplads
På GF2 skal du finde en læreplads. Du kan finde virksomheder, der søger elektrikerlærlinge på lærepladsen.dk, eller du kan søge uopfordret.
Din erhvervsskole hjælper dig gerne med at skrive en ansøgning. Det er din oplæringsvirksomhed, der står for hovedparten af den praktiske læring. Her indgår du på lige fod med de andre medarbejdere og hjælper med at levere tekniske løsninger for virksomhedens kunder.
Merit
Har du erhvervserfaring eller uddannelse, når du starter på elektrikeruddannelsen, kan du måske få afkortet dele af uddannelsen. Det kaldes merit.
Erhvervsskolerne har pligt til at give dig merit, hvis du allerede har bestået et eller flere fag på en lignende uddannelse, eller hvis du har relevant erhvervserfaring. Disse fag blive "overført" til din nuværende uddannelse, så du ikke skal gennemføre dem to gange.
Du kan få merit for grundfag på GF2 og den fælles del af hovedforløbet, og du kan også få afkortet oplæringsperioderne. Det kommer an på, hvad du har lavet, før du startede på elektrikeruddannelsen.
På elektrikeruddannelsen findes der mange muligheder for merit. Klik på knappen nedenfor for at se en oversigt over mulighederne for afkortning af uddannelsen.
Du vil sammen med din kommende oplæringsvirksomhed og erhvervsskole lægge en plan for, hvordan din uddannelse skal forløbe, og hvornår du skal i skole.
Den første del af elektrikeruddannelsen er fælles for alle og har typisk en varighed på to år. Den omfatter et grundforløb (GF2) på 20 uger, den fælles del af hovedforløbet på 21 uger fordelt over to skoleperioder (H1 og H2) og oplæringsperioder i en virksomhed undervejs.
De sidste 2-2½ år af uddannelsen veksler mellem oplæring i en virksomhed og undervisning i moduler. Du kan vælge mellem mere end 30 valgfrie moduler af 4 ugers varighed hver. Her skal du i samarbejde med din oplæringsvirksomhed vælge 4-5 moduler. Modulerne er din mulighed for at specialisere dig i en bestemt retning inden for bygningsautomatik, offshore, højspænding eller andre spændende fagområder.
Vi har brug for flere faglærte elektrikere, og som oplæringsvirksomhed er du med til at sikre, at elbranchen har den fornødne kvalificerede arbejdskraft i fremtiden. Det er også en god mulighed for at tilføre din virksomhed nye og friske indfaldsvinkler på den moderne teknologi. Læs mere om, hvordan du får en elektrikerlærling her.
People
powered
Hvilken vej skal din karriere tage?
Som elektriker er du aldrig låst fast i en bestemt type arbejde, og i branchen er der masser af muligheder for at avancere og bygge oven på dine grundlæggende kompetencer. Du kan vælge at specialisere dig inden for et bestemt fagområde, blive projektleder eller selvstændig. Du kan også videreuddanne dig til fx elinstallatør, maskinmester eller ingeniør. Det er med andre ord kun dine ambitioner, der sætter grænsen.