For virksomheder

Har du overvejet at ansætte en lærling? Det kan vi godt forstå! Elektrikerlærlinge er nøglen til fremtidens arbejdskraft. Derfor er det helt afgørende for branchens udvikling og fremtid at give dem en solid uddannelse. Her på siden finder du praktisk information om, hvordan du får en lærling til din virksomhed.

Bliv godkendt som oplæringsvirksomhed

Hvis du gerne vil uddanne elektrikerlærlinge, skal du først godkendes som oplæringsvirksomhed.

Din virksomhed bliver godkendt til en række forskellige moduler, afhængigt af hvilke arbejdsopgaver du kan tilbyde lærlingen.

Sådan bliver din virksomhed godkendt

Virksomheder kan søge om virksomhedsgodkendelse på EVU’s hjemmeside. Hele processen er digital og foregår nemt og hurtigt. Opfylder din virksomhed alle kravene, bliver du godkendt med det samme.

Bemærk, at i visse tilfælde kan ansøgningen ikke behandles automatisk. Hvis det er tilfældet, får du en besked og derefter kan sagsbehandlingen tage op til ti dage.

Du kan læse mere om kriterierne for virksomhedsgodkendelse og ansøgningsprocessen ved at klikke på knappen herunder.

Aftaletyper

Når du har fundet den rette lærling til din virksomhed, skal I lave en uddannelsesaftale.

En uddannelsesaftale er en forpligtende aftale mellem en lærling, der er i gang med at tage en erhvervsuddannelse, og en virksomhed, der er godkendt til at uddanne lærlinge. Der er forskellige typer af uddannelsesaftaler, det kan du læse om herunder.

Uddannelsesaftaler indgås via lærepladsen.dk. 

Regler om prøvetid

De første tre måneder af oplæringsperioden er prøvetid. Skoleophold medregnes ikke i prøvetiden, og ved sygefravær i mere end en måned i prøvetiden forlænges prøvetiden tilsvarende.

I prøvetiden kan aftalen ophæves af lærlingen eller arbejdsgiveren. Efter prøvetiden er aftalen uopsigelig og kan kun ophæves, hvis begge parter er enige – eller hvis den ene part ikke overholder aftalens forpligtelser. Hvis parterne ikke er enige, kommer sagen til behandling i det faglige udvalg og evt. i Tvistighedsnævnet. Der kan indgås forlig om erstatning/godtgørelse, ligesom der kan blive tale om erstatning til den forurettede part.

Der er kun én prøvetid mellem samme aftaleparter. Det gælder også, selvom parterne indgår flere uddannelsesaftaler. Hvis lærlingen skifter oplæringsvirksomhed, er der prøvetid mellem de to nye parter.

Ophævelse af aftale

Hvis en lærling får ophævet sin uddannelsesaftale, skal lærlingen søge en ny aftale for at kunne færdiggøre sin uddannelse. Det kan fx gøres ved at lægge sit ønske og sine data ind på lærepladsen.dk eller kontakte sin fagforening eller erhvervsskole for at få hjælp til at finde en ny læreplads.

Mister lærlingen lærepladsen uden egen skyld, fx hvis virksomheden lukker, og det ikke lykkes eleven at finde en ny læreplads med det samme, kan lærlingen kontakte skolen og søge om at komme i skoleoplæring.
Lærlingen kan optages i skoleoplæring, hvis lærlingen opfylder EMMA-kriterierne, dvs. lærlingen er egnet, mobil både geografisk og fagligt samt være aktivt lærepladssøgende. Lærlingen kan dog ikke optages til skoleoplæring, før en eventuel sag vedrørende ophævelsen er behandlet i Tvistighedsnævnet.

En lærling, der har afsluttet en kort uddannelsesaftale med en virksomhed og ikke har indgået en restaftale, kan optages til skoleoplæring, hvis lærlingen opfylder EMMA-kriterierne, mens lærlingen er i skoleoplæring.

Gode råd når du ansætter

Det er en god investering at ansætte lærlinge. Når virksomheder deltager i uddannelse af lærlinge, bidrager de til, at el-branchen også i fremtiden er sikret den fornødne kvalificerede arbejdskraft.

Samtidig bidrager lærlingene til, at virksomheden ikke kommer til at mangle den specialviden, som netop din virksomhed har brug for.

Der er mange måde at finde en lærling på. Virksomheden kan fx spørge den nærmeste erhvervsskole, om de har elever, som mangler en læreplads. I kan også finde lærepladssøgende elever på lærepladsen.dk eller selv lave et opslag på portalen.

Inden du ansætter en lærling, er det en god idé at overveje, hvem der skal have ansvaret for lærlingen, og hvilke opgaver lærlingen skal løse. TEKNIQ har samlet en masse gode råd, når du ansætter en lærling, som giver svar på alle de mest almindelige spørgsmål.