AI-baserede chatbots bruges aktivt i læringsforløb på elektrikeruddannelsen og vvs-energiuddannelsen og hjælper tusindvis af elever på grundforløbet og lærlinge på hovedforløbet med at træne og teste deres viden og færdigheder i et digitalt og interaktivt læringsunivers.

Tusindvis af lærlinge og elever på elektrikeruddannelsen og vvs-energiuddannelsen arbejder nu med digitale chatbots, der anvender kunstig intelligens til at give trinvise forklaringer på svære emner og feedback til den enkelte lærling eller elev. Siden lanceringen af en række chatbots i december sidste år er der gennemført over 3.400 samtaler, hvilket på tværs af de over 9.000 elever og lærlinge på elektrikeruddannelsen og vvs-energiuddannelsen viser, hvor aktivt de digitale værktøjer anvendes i undervisningen.

Sådan bruger elever og lærlinge AI til at styrke deres færdigheder
De lærer fx om el-teori i digitale escape rooms, hvor læring kombineres med leg. Andre bruger chatbots til at styrke deres matematiske forståelse eller til at lære mere om køleteknik i el- og vvs-faget.

Chatbotterne bygger på generativ kunstig intelligens. De giver personlig feedback, tilpasser sværhedsgraden og gør det muligt for alle at lære i eget tempo. Samtidig kan faglærerne tilbyde en vekslende undervisning, der følger den digitale udvikling. Undervisningen bliver dermed både fleksibel, interaktiv og målrettet.

Fremtidens undervisning er digitalt forankret
De over 3.400 gennemførte samtaler viser tydeligt, at digitale undervisningsmaterialer og AI kan blive en stor gevinst for erhvervsuddannelserne. De nye værktøjer har allerede fået en naturlig plads i læringskulturen på elektriker- og vvs-energiuddannelsen, hvor elever og lærlinge træner, tester og udvikler deres færdigheder med digitale læringsredskaber i kombination med den fysiske undervisning på erhvervsskolen og den praktiske oplæring i virksomhederne.

Prøv chatbotterne
Vil du se, hvordan eleverne og lærlingene lærer med AI? Læs mere og prøv de forskellige chatbots her: