Karriereveje
Elektrikeruddannelsen kan føre til job i mange områder og industrier, og du har uendelig mange muligheder for at udvikle dine kompetencer og prøve kræfter med nye spændende udfordringer. Find inspiration til din karrierevej her.
Synes du at planlægning og ledelse er spændende, kan du blive projektleder. Som projektleder kan du bl.a. få ansvaret for store byggeprojekter, hvor du sørger for, at alt forløber som planlagt, og at opgaven udføres efter kundens ønsker.
Du uddelegerer opgaver til de rette personer og sørger for, at de rigtige materialer er tilgængelige på det rette tidspunkt. Kort sagt, du leder processen fra start til slut, koordinerer og samler trådene, så projektet afsluttes grundigt og effektivt.
Elektrikeruddannelsen er et godt springbræt til livet som selvstændig. Som elektriker har du nemlig direkte adgang til installatøruddannelsen, der giver dig kompetencerne og den nødvendige autorisation, så du kan gøre drømmen til virkelighed.
Som selvstændig bestemmer du selv, hvilke arbejdsopgaver du vil udføre, og hvilken slags kunder du vil arbejde med. Du kan fx vælge at specialisere dig inden for styring af intelligente bygninger, kommunikationsteknik eller noget helt tredje.
Læs videre
Som færdiguddannet elektriker har du mange muligheder for videreuddannelse. Du kan bl.a. videreuddanne dig til elinstallatør, energiteknolog og automationsteknolog. Det er også muligt at tage en lang videregående uddannelse som ingeniør eller maskinmester.
Uanset hvad du vælger, kan du være sikker på, at der er høj efterspørgsel på dine kompetencer.
Installatøruddannelsen
Rigtig mange elektrikere videreuddanner sig til elinstallatør, og med en elektrikeruddannelse i bagagen har du direkte adgang til installatørstudiet. Installatøruddannelsen er en akademiuddannelse, der tager ca. 2 år, hvor du bl.a. lærer om love og regler, projektering, økonomi og ledelse.
I slutningen af uddannelsen går du op til en autorisationsgivende prøve, så du efterfølgende kan søge om autorisation som elinstallatør. Installatøruddannelsen er et godt afsæt, hvis du vil være selvstændig, eller hvis du gerne vil være leder i elbranchen.
Ingeniør- og maskinmesteruddannelsen
Som elektriker har du også mulighed for at tage en længere videregående uddannelse, fx ingeniør eller maskinmester. Hvis du tager elektrikeruddannelsen som EUX, kan du endda gå direkte videre på ingeniør- eller maskinmesteruddannelsen.
Teknologuddannelserne
Hvis gerne vil have en mere specialiseret profil, kan du læse videre på en af de tekniske akademiuddannelser, fx energiteknolog eller automatiseringsteknolog.
Som energiteknolog kan du arbejde som projektleder og rådgiver, når der skal bygges nye kontorer, sygehuse og boliger. Din arbejdsgiver kan være en rådgivende ingeniørvirksomhed, et forsyningsselskab eller et arkitektfirma, og du kan arbejde med alt fra vedvarende energi til energioptimering.
Uddannelsen til automationsteknolog kvalificerer dig til at arbejde med alverdens former for højteknologisk isenkram. Det kan fx være installation og vedligeholdelse af avancerede røntgenmaskiner på et hospital eller højteknologiske produktionsapparater i en moderne industrivirksomhed.