Du arbejder med automatik, styringer og robotter. Alt det, man forbinder med højteknologiske fabrikker og moderne industri. Det er dig, der servicerer og vedligeholder de automatiske anlæg, der er rygraden i al moderne industriproduktion. Det er en vigtig opgave. Det kan nemlig betyde tab af millioner af kroner, hvis produktionen i en stor virksomhed som f.eks. Carlsberg pludselig går i stå. Danske elektrikere, der er eksperter inden for styring og regulering, er også efterspurgte i udlandet. Det kan f.eks. være, at du kommer til at arbejde med fabriksbyggeri i Kina.