Bliv en del af El-branchens Spotlight

Læs hvad tidligere deltagere siger om talentprogrammet her:

Det siger de tidligere deltagere

I 2025 udbyder El-branchens Spotlight flere selvstændige faglige uddannelsesforløb i samarbejde med Signify, Schneider Electric, Wexøe og ABB.

Alle uddannelsesforløbene indeholder en udlandsrejse, hvor deltagerne bl.a. kan få mulighed for at besøge samarbejdpartnernes hovedkontorer, produktion og testcentre.

Læs mere om de enkelte forløb nedenfor.

Torsdag D. 26. Credit Frederikke Hasse Dalgaard (65)
IMG 1791 beskåret

El-branchens Spotlight 2025


Uddannelsesforløb 

 

Der er et begrænset antal pladser på uddannelsesforløbene, som gennemføres når der er mere end fem deltagere. Der kan komme ændringer i de nævnte afrejsedatoer afhængigt af tilgængelige flyafgange.

Signify

Fremtidens belysningsløsninger

  • Kvalificerende modul: 1.6 Design og styring af lys.

Dette forløb er perfekt til de lærlinge, som interesserer sig for belysning og dens uendelige muligheder. Forløbet starter hos Signify Denmark i København S, hvor deltagerne bliver introduceret til virksomheden og får kendskab til design- og styringsmuligheder. Derudover besøges også Workshop Copenhagen, som er Signifys nordiske fabrik for udendørs belysning. Her bliver lærlingene introduceret til bl.a. produktionen af udendørsarmaturer.

Derefter skal deltagerne til Eindhoven i Holland for at besøge Signifys lyslaboratorium, LAC (Lighting Application Center), hvor de tester og demonstrerer effekter, løsninger og teknikker. Her vil lærlingen komme til at opleve, hvordan belysning kan fremhæve og forbedre inden- og udendørsområder, og vedkommende får indsigt i de nyeste trends inden for kontor-, butiks- og industribelysning samt de endeløse muligheder, som belysning besidder ift. styring og design.

Derudover vil lærlingen også få kendskab til fremtidens belysningsløsninger, og hvordan belysningen kan bidrage til den bæredygtige agenda.

Forløbet varer fire dage i uge 21 fra mandag den 19-05-2025 til fredag den 23-05-2025 og foregår i både København og Eindhoven, Holland.

Schneider Electric

Intelligente bygningsinstallationer

Kvalificerende modul: 

1.3 (Systemkomponenter til bygningsautomatik)
1.4 (Intelligente bygningsinstallationer og design af enkle brugerflader) eller
2.6 (Bygningsautomatik og design af enkle brugerflader)

Forløbet er for de lærlinge, der har stor interesse i intelligente bygninger og energieffektivisering.

Deltagerne starter med 1,5 dag hos Schneider Electric i Ballerup med introduktion til intelligente bygningsinstallationer med især KNX i fokus. Vi ser bl.a. på Multi Touch, konfigurering af Dali og varmestyring. Undervisningen varetages af Lars Næsby, der sammen med Mette Kühl også ledsager deltagerne til Grenoble.

Tirsdag eftermiddag rejser vi til Grenoble i Frankrig for at være klar til to intense dage. Vi indkvarteres på hotel beliggende i byens centrum.

Vi starter med at besøge Electropole, der er Schneider Electrics teknologi- og udviklingscenter. Deltagerne får her et unikt indblik i, hvordan verdens mest bæredygtige virksomhed ser på energieffektivisering. Med dansk guide sikrer vi, at fremtidens KNX præsenteres, ligesom der også vil være rig mulighed for at se og høre om fremtidens bæredygtige løsninger inden for intelligente bygningsinstallationer.

På andendagen besøger vi Intencity. Schneider Electrics flagskibsbygning. Bygningen er på 26.000 m². Det er en del af et stort projekt med at omorganisere Schneider Electrics faciliteter i Grenoble, som startede i 2016. Målet var at samle omkring 5.000 medarbejdere spredt ud over 13 forskellige steder i 4 større bygninger og samtidig sikre, at bygningen fremstår så bæredygtig og energieffektiv som muligt.

Download brochure om Intencity

Vi slutter besøget i i Grenoble af med en spændende udflugt til Bastillefortet.

Forløbet varer fire dage i uge 25 fra mandag den 16-06-2025 til fredag den 20-06-2025 og foregår i både København og Grenoble, Frankrig.

Wexøe/Reichle & De-Massari

IT-netværksinstallationer

  • Kvalificerende modul: 1.1 (Netværks- og datakommunikation)

Forløbet for lærlinge med talent indenfor IT-netværksinstallationer starter hos Wexøe i Jylland. Deltagelse i forløbet giver lærlingene en dybdegående forståelse af store netværksinstallationer og datacenterinfrastrukturer samt praktisk erfaring med FTTO (fiber to the office), PDS-installationer med vægt på EN50174-2, PoE (Power Over Ethernet) samt netværksinstallationer i datacentre. 

Dette forløb starter med to dage i Jylland, hvor deltagerne kommer til at opleve og lære fra real life opsætninger af FTTO-installationer. Der vil også være rundvisning i et stort datacenter, hvor deltagerne vil høre om de nyeste teknologier og best practice på området. I løbet af de to dage vil der også være sessioner med netværkseksperter, som går i dybden med de forskellige installationer. 

Derefter går turen til Zürich i Schweiz, hvor deltagerne skal besøge Reichle & De-Massari, der er en førende producent af netværksudstyr. Her vil deltagerne modtage hands-on undervisning i installation og konfiguration af netværksudstyr samt praktisk træning i brug og vedligeholdelse af avanceret netværkshardware. 

Certificering: Ved forløbets afslutning modtager deltagerne et certifikat for deres tekniske og praktiske færdigheder indenfor R&M IT-netværksinstallationer, hvilket giver mulighed for at tilbyde kunder 25 års R&M-systemgaranti. 

Forløbet varer fire dage i uge 39 fra mandag den 22-09-2025 til fredag den 26-09-2025 og foregår i Jylland og i Zürich, Schweiz.

ABB

Beskyttelse med digitale muligheder

  • Kvalificerende modul: 1.2 (Automatiske anlæg)

Forløbet hos ABB starter med, at deltagerne først skal besøge ABB i Ballerup. Over to dage får lærlingene et teoretisk indblik i bl.a. beskyttelse af maskininstallationer med særligt fokus på maksimalafbrydere og komponentforståelse.

Lærlingene får kendskab til, hvordan en maksimalafbryder fungerer, hvordan forskellige typer af brydere skal indstilles samt kendskab til avancerede digitale løsninger med måling, kommunikation og automatisk omkobling. Det hele sker gennem en blanding af teori og praktiske øvelser.

Efterfølgende skal deltagerne tre dage til Bergamo, Italien, for at besøge ABB's udviklings- og testlaboratorium. Her vil fokus være på digitale muligheder, og lærlingene skal bl.a. løse opgaver og teste løsninger i ABB's store digitale testmiljø. Der bliver også tid til at se ABB's testlaboratorium.

Uddannelsesforløbet varer en uge og foregår delvist i Ballerup, Danmark, og delvist i Bergamo, Italien.

Ballerup: mandag den 10. og tirsdag den 11. november 2025.

Afrejse: tirsdag den 11. november 2025.

Hjemrejse: fredag den 14. november 2025.

Forløbet varer fire dage i uge 46 fra mandag den 10-11-2025 til fredag den 14-11-2025 og foregår i København og i Bergamo, Italien.

Krav til lærlingen

El-branchens Spotlight er for lærlinge på elektrikeruddannelsen, der har gennemført og bestået delsvendeprøven på hovedforløbet (H1).

Derudover er det en forudsætning, at lærlingen med enga­gement og dygtighed har gennemført et af nedenstående kvalificerende moduler på hovedforløbet:

  • Krav til uddannelsesforløbet Fremtidens belysningsløsninger- Signify: Modul 1.6 (Design og styring af lys)
  • Krav til uddannelsesforløbet Intelligente bygningsinstallationer - Schneider Electric: 1.3 (Systemkomponenter til bygningsautomatik), Modul 1.4 (Intelligente bygningsinstallationer og design af enkle brugerflader) eller modul 2.6 (Bygningsautomatik og design af enkle brugerflader)
  • Krav til uddannelsesforløbet IT-netværksinstallationer - Reichle & De-Massari og Wexøe: Modul 1.1 (Netværks- og datakommunikation)
  • Krav til uddannelsesforløbet Beskyttelse med digitale muligheder  - ABB: Modul 1.2 (Automatiske anlæg)

Modulet skal være bestået for at kunne deltage i El-branchens Spotlight.

Lærlingen skal også kunne tale og forstå engelsk på et rimeligt niveau.

Kathalina

Indstilling til El-branchens Spotlight

Det er som udgangspunkt oplæringsvirksomheden, der indstiller lærlingen til deltagelse i El-branchens Spotlight. Som lærling kan du også indstille dig selv. Tillidsrepræsentanter kan også indstille lærlinge til El-branchens Spotlight. 

Processen foregår digitalt ved at trykke på knappen nedenfor. Læs mere om selve indstillingsprocessen længere nede på siden.

Efter indstillingsfristen udvælges deltagerne på hvert forløb. 

Virksomheden/lærlingen kan forvente svar senest 3 uger inden afrejse. Forløbet gennemføres, når der er mere end fem deltagere.

Indstil til El-branchens Spotlight

Det skal I have klar, når I begynder indstillingsprocessen:

  • Virksomhedens og den oplæringsansvarliges informationer
  • Lærlingens informationer
  • I skal kunne bekræfte, at lærlingen har gennemført og bestået delsvendeprøven på hovedforløbet (H1)
  • I skal kunne oplyse om lærlingen har gennemført og bestået det kvalificerende modul på elektrikeruddannelsen inden indstillingstidspunktet.

Økonomi

Det er TEKNIQ, Dansk El-Forbund og EVU, der afholder økonomien forbundet med El-branchens Spotlight og uddannelsesturene, herunder transport, kost, logi samt forsikringer.

Som deltagende virksomhed afholder I løn til lærlingen. Endvidere skal I kunne garantere jeres lærling fri til at deltage i programmets planlagte aktiviteter.

Det er ikke muligt at få refunderet eventuelle lønudgifter eller tabt arbejdsfortjeneste forbundet med lærlingens deltagelse.

Onsdag D. 25. Credit Frederikke Hasse Dalgaard (30)

Om El-branchens Spotlight

TEKNIQ og Dansk El-Forbund skabte i 2023 El-branchens talentprogram for de dygtigste og mest ambitiøse elektrikerlærlinge i El-branchen. Det blev skabt med det klare formål at hædre og anerkende elektrikertalenterne med en helt unik og lærerig oplevelse. I 2025 skifter talentprogrammet navn til El-branchens Spotlight.

På trods af navneskiftet til El-branchens Spotlight er formålet med talentprogrammet stadig det samme. Det handler om at sætte fokus på de mange dygtige lærlinge og engagerede virksomheder i el-branchen og tilbyde dem et indblik i den nyeste viden og teknologi fra branchen. Samtidig er Spotlight en enestående mulighed for landets mest ambitiøse elektrikerlærlinge, hvor de kan sætte spot på deres el-tekniske viden og udvide deres netværk samt få indsigt i El-branchens banebrydende teknologier.

Sammen med Spotlights samarbejdspartnere får elektrikerlærlingene mulighed for på nærmeste hold at se og afprøve forskellige produkter og nye teknologiske løsninger.

Vi udbygger løbende Spotlight, så flere lærlinge får muligheden for at deltage.

Kontakt

For henvendelser og spørgsmål vedrørende El-branchens Spotlight kan projektleder Birgitte Pedersen kontaktes på bpe@evu.dk

Tilmeld dig opdateringer om El-branchens Spotlight her