Johannes Hjort Viuff Lund fra Hedensted har vundet guld ved DM i Skills 2026 og kan nu kalde sig Danmarksmester i elektrikerfaget.

Johannes er i lære hos Kjærgaard A/S og uddanner sig på Den Jyske Håndværkerskole. Han leverede en præstation i topklasse og sikrede sig førstepladsen blandt fire andre af landets bedste elektrikerlærlinge.

DM i Skills stiller store krav til både præcision, overblik og evnen til at arbejde under pres. Det var netop de kompetencer, Johannes demonstrerede gennem hele konkurrencen.

”Det er virkelig fedt at stå her som vinder af DM i Skills 2026. Jeg er virkelig glad og megastolt. Det har krævet fokus, mange timers træning og troen på, at jeg godt kunne. Jeg vil gerne sige tak til min virksomhed, fordi de har bakket mig op, givet mig muligheden for at være med og gå all in på konkurrencen, siger Johannes Hjort Viuff Lund.

Guldmedaljen er resultatet af et målrettet forløb med træning, faglig fordybelse og stor opbakning fra Johannes oplæringsvirksomhed, Kjærgaard A/S, samt sponsorer og samarbejdspartnere i el-branchen.

Tak til Schneider Electric, Wexøe, NKT, Wibe Group Danmark, MASCOT® WORKWEAR, Milwaukee, LEDVANCE, Elma Instruments A/S – Danmark –, Brdr. A&O Johansen og ETAP Software for at støtte op om elektrikerdeltagerne til DM i Skills 2026.