“Uanset, hvad du interesserer dig for, har du mulighed for at finde din rette hylde i elbranchen”

December 19th, 2018

Frederik Rosantus, der i lære hos AO Carstensen og går på EUC Sjælland, er med som finalist ved DM i Skills for elektrikerlærlinge i Næstved, april 2019. 

“Elbranchen er et spændende område, fordi du kan så mange ting. Den ene dag laver du måske et transportbånd, dagen efter installerer du vilde løsninger i en privat kundes hus. Hverdagen er uforudsigelig, og der er aldrig to dage der er ens.

Jeg tror ikke, der er andre fag, hvor du har så mange forskellige opgaver, hvor du både har brug for at have en stor teoretisk og teknisk viden samtidig med, at du bruger hænderne.

Uanset hvad, du interesserer dig for, har du mulighed for at finde din rette hylde i elbranchen, fordi der er så meget forskelligt, du kan komme til at arbejde med. Hvad enten du vil programmere robotter, trække kabler eller arbejde på kontor, så vil du altid kunne finde et eller andet, som du kan lide.

Hvad er din største styrke?
Jeg er god til at holde hovedet koldt, selvom der er mange mennesker, der ser, hvad jeg laver. I min fritid spiller jeg golf på rimeligt højt niveau, og der er jeg vant til at være i pressede situationer, mens folk kigger på.

Hvordan vil du forberede dig?
Jeg tror jeg, vil prøve at læse op på det boglige og teoretiske – sådan noget som lovgivning for eksempel. Det håndværksmæssige skulle jo helst være i orden på nuværende tidspunkt.

Frederik Rosentus er i lære hos AO Carstensen og går på EUC Sjælland


Til nyhedsoversigten