“Jeg kan godt lide, når det er lidt svært”

December 19th, 2018

Rasmus A. G. Andersen er i lære hos Stilling Køl og El og går på Den Jydske Haandværkerskole. Til april er han med som finalist sammen med fire andre elektrikerlærlinge, når DM i Skills brager løs i Næstved. 

“Jeg begyndte oprindeligt på en HTX, men droppede ud fordi jeg ikke kunne sidde stille, og fordi der var så mange fag, jeg ikke kunne lide. Jeg har altid interesseret mig for naturvidenskab, og så faldt jeg over elektrikeruddannelsen og begyndte på grundforløbet. Jeg blev ret hurtigt bidt af faget.

Det er fedt at lave noget og få det til at virke – f.eks. når man programmerer en styring og lamperne lyser. Det er også fedt at fejlfinde, fordi det kræver forståelse for, hvordan alle komponenterne virker sammen. Jeg kan godt lide, når det er lidt svært – og som elektriker har du masser af muligheder for at blive udfordret.”

Hvad er din største styrke?
Jeg har altid godt styr på teorien. Derudover er jeg god til at planlægge mine projekter, så jeg får mest muligt ud af tiden.

Hvordan vil du forberede dig?
Jeg regner med, at jeg kommer til at se på de bedømmelseskriterier, vi har fået opridset, og tænke over, hvordan jeg gør tingene i det daglige – f.eks. hvordan jeg arbejder i pressede situationer uden at lave fejl. Måske vil jeg prøve at få min mester til at presse mig lidt mere.

Rasmus A. G. Andersen er i lære hos Stilling Køl og El og går på Den Jydske Haandværkerskole.


Til nyhedsoversigten