Vinde af DM i Skills for Elektrikeruddannelsen, Alexander Strarup Sørensen

Her er Danmarks bedste elektrikerlærling

February 8th, 2016

 

Fem dygtige elektrikerlærlinge kæmpede om titlen som Danmarksmester, da DM i Skills 2016 løb af stablen 4.-6. februar i Fredericia. Alle fem viste, at de tilhører den absolutte elite inden for elbranchens ungdom, men alligevel var der en, der var lidt bedre end de andre.

Alexander Strarup Sørensen, der er i lære i SIF Gruppen og går på TEC, er Danmarks bedste elektrikerlærling. Det beviste han ved det netop overståede DM i Skills. Her var han oppe imod fire andre dygtige elektrikerlærlinge, der altså måtte se sig slået på målstregen af Alexander, der var bare en lille smule bedre.

”Jeg er god til at holde hovedet koldt. Jeg kom bagud på min automatikopgave, men alligevel fik jeg kæmpet mig tilbage – og det gav jo heldigvis bonus. Det er fedt at kunne kalde sig selv Danmarks bedste elektrikerlærling,” siger Alexander Strarup Sørensen.

Alexander modtog elektrikerpokalen, der blev overrakt af statsminister, Lars Løkke Rasmussen, foran flere tusinde tilskuere i Messe C i Fredericia. Og selvom det er fedt at kunne sole sig i successen, så er det en ydmyg Danmarksmester, der efterfølgende reflekterer over sejren.

”Det skyldes jo en blanding af, at jeg har fået stor opbakning fra firmaet og fra skolen. Det er dem, der har hjulpet mig på vej. Og så de svende, jeg kører sammen med til dagligt. Det er jo deres niveau, som jeg tager med videre,” siger Alexander.

 


Til nyhedsoversigten