De to sidste deltagere til DM i Skills er fundet

October 27th, 2016

Mikkel Rifbjerg Pedersen, der er i lære hos Marielyst-EL og Rasmus Dufour, der er i lære hos Eiland Electric A/S, er netop blevet kåret til at være Region Sjællands bedste elektrikerlærlinge. Hermed er de henholdsvis nummer 4 og 5 i rækken af håbefulde deltagere, der skal kæmpe om den ultimative hæder og ære samt titlen som Danmarksmester ved DM i Skills i Aalborg til januar 2017.

Mikkel Rifbjerg Pedersen fra Falster og Rasmus Dufour fra Holbæk er lidt dygtigere end de fleste andre elektrikerlærlinge. De er i hvert fald de to bedste i på sjælland og Falster. Det viste de ved det netop afholdte regionsmesterskab, der løb af stablen i Bella Center i København.

Her kæmpede de en intens kamp mod 4 andre lærlinge, der ligesom dem selv på blot ét døgn skulle udføre en komplet elinstallation i en opstillet kulisse. Det var i midlertid ikke noget, superelektrikerne lod sig gå på af.

”Jeg synes egentlig, der var tid nok, men selvfølgelig brugte jeg nok lidt mere tid på opgaven end normalt,” siger Rasmus Dufour, der bakkes op af en enig Mikkel Rifbjerg Pedersen.

Der var i alt 11 forskellige fag, der afholdt regionsmesterskaber i Bella Center over to dage. Mesterskaberne blev afholdt som en del af uddannelsesmessen Copenhagen Skills, der på to døgn nåede op på 30.000 besøgende. Begge dage er det strømmet til med tusindvis af tilskuere, som fik en smagsprøve på de mange muligheder, der byder sig, når man vælger en elektrikeruddannelse.

Det massive bagtæppe af 30.000 besøgende gav imidlertid ikke de to regionsmestre sved på panden.

”Jeg lagde egentlig ikke så meget mærke til det. Jeg lukkede mig inde med musik i ørerne og havde fuld opmærksomhed på opgaven. Så de mange mennesker gjorde ikke den store forskel,” siger Mikkel Rifbjerg Pedersen.

Vejen til DM
Fremtiden byder på endnu større udfordringer for Mikkel og Rasmus, der skal dyste mod 3 andre elitelærlinge fra landets øvrige regioner, når tiden er inde til DM i januar 2017. Her kan han de se frem til at møde:
• Emil Kirk Henriksen fra Odense, der er i lære hos El-Andersen Ejendom A/S
• Mikael Broberg Siewertsen fra Sæby, der er i lære hos Bravida Danmark A/S
• Simon Schramm fra Højer, der er i lære hos El-service Højer

DM i Skills løber af stablen i Gigantium i Aalborg d. 26. – 28. januar 2017. Der er fri adgang for alle, der har lyst til at overvære konkurrencerne.

Rasmus Dufour, der er i lære hos Eiland Electric A/S er på vej til DM i Skills 2017
Rasmus Dufour, der er i lære hos Eiland Electric A/S er på vej til DM i Skills 2017

Mikkel Rifbjerg Pedersen, der er i lære hos Marielyst-EL, er på vej til DM i Skills 2017
Mikkel Rifbjerg Pedersen, der er i lære hos Marielyst-EL, er på vej til DM i Skills 2017


Til nyhedsoversigten